top of page

Formanden har ordet

 

Mange klubber drømmer om guldmedaljer og om at blive en stor klub. Det gør vi også i Randers Freja Triathlon, men det må aldrig blive på bekostning af bredden eller alle de nye medlemmer, som drømmer om at lære crawl eller deltage i deres første triatlon. Dette afspejles i vores vision for klubben:

 

”I Randers Freja Triatlon vil vi tilbyde Danmarks bedste træningsmuligheder, uanset niveau og alder. Vi vil favne bredt med fokus på både det sportslige og det hele menneske”

 

”Danmarks bedste træningsmuligheder” lyder nok ambitiøst, men vi mener selv at vi er godt på vej. For os er træning ikke ”bare” træning – den er spændende og afvekslende træning og gerne med lidt humør.

 

Vi har allerede nu flere meget efterspurgte tilbud, som f.eks. ”begynder svømning” og vores ”konkurrenceafdeling”. Det er vores mål, at vi indenfor 1 år videreudvikler vores tilbud, udover den sædvanlige triatlon træning, med blandt andet coachet Ironman træning, coachet triatlon træning, hold med fokus på at lære crawl samt en ungdomsafdeling. Vores svømmetilbud er meget efterspurgt og derfor et område vi prioriterer meget højt. Vores mål er derfor at kunne tilbyde svømmetræning med svømmetræner, til alle, uanset niveau. Det gælder både dem, som vil lære at svømme crawl, dem som vil snuse lidt til triatlon og dem som mener det seriøst.

 

Triatlhon er en sport med mange facetter, en sport, hvor udøveren kan fordybe sig i teknik, øvelser m.v. Det er derfor vores mål, at vores medlemmer tilbydes en bred vifte af klubaftener og temadage med aktuelle og relevante tilbud.

 

Klubben har i de sidste par år klaret sig rigtigt godt på agegroup niveau. Det er blandt andet blevet til flere danske mesterskaber. Denne udvikling ønsker vi at fremme med fokus på udvalgte DM stævner og støtte til klubbens medlemmer, som deltager. Vores mål på kort sigt er at opnå 5 top 3 placeringer i DM regi og en top 10 placering i klubcuppen. Ingen anden klub skal være i tvivl om at Randers Freja Triathlon er en meget aktiv klub. Vores mål er at klubben, skal være den mest repræsenterede klub til udvalgte stævner. Vi skal gøre disse stævner til en fælles udflugt, som kan være med til at øge sammenhold og det sociale engagement i klubben.

 

Triathlon har et ry for at være en sport for egoister. Den fordom vil vi gerne mane i jorden. Hos Randers Freja Triathlon er man en del af et fællesskab, en klub, hvor vi hjælper og opmuntrer hinanden. Det vil skabe bedre resultater for den enkelte på sigt, og helt ærligt; Hvis der ikke står nogen og støtter dig langs ruten, og lykønsker dig ved målstregen, risikerer du at miste motivationen til at sætte dig nye mål. Din klub er en del af din livsstil. En god en af slagsen.

bottom of page